Vi skal bare ikke for sent hjem

Det sagde jeg til Solsikken, da vi ved nitiden smuttede i byen. Alligevel var klokken halv fem, da billedet nedenunder blev taget. Vi var ellers taget fra Mexibar, hvor vi havde drukket billige drinks og spillet backgammon, ved totiden, men på vejen hjem kom vi i tanke om, at vi aldrig fik købt os en øl, så sådan en måtte vi lige have, og så fik vi aldrig danset, så det måtte vi også lige, og så skulle vi jo lige ind og have noget at spise, og så mødte vi lige nogen, vi kendte, det sidste stykke vej hjem, og så skulle vi lige lufte Solsikkens hund Frida, og som den store finale skulle jeg til sidst bære en spiralformet frugtkurv fyldt med appelsiner (billede kommer senere), som jeg havde fået af Solsikken, ned fra fjerde og op til fjerde igen. Vejen op skete i mørke, for jeg havde ingen frie hænder til at tænde lyset, og appelsinerne begyndte selvfølgelig at stikke af. Da jeg endelig nåede helt op, valgte jeg lige at samle avisen op, mens jeg havde frugtkurven i favnen, og så stak appelsinerne for alvor af. Bedst som jeg var ved at give op, åbende min mor som en frelsende engel døren og hjalp mig. Hun var vågen og havde hørt appelsinernes flugt ned ad trappen. Sikke en aften...