Så er gaveræset næsten overstået, jeg mangler lidt småting og så måske lidt gaver til svigerfamilien (kæresten har nemlig først fri om eftermiddagen d. 23. og så skal han til Kbh). Noget af den mest effektive juleshopping foregik i Ikea sammen med min veninde. Der var faktisk ikke så mange mennesker, og vi fik købt en del gaver. Det bedste var da min veninde lidt højt spurgte, hvad man giver en mormor (hendes kærestes mormor), og der så var en fremmed dame ved siden af der svarede "et lammeskindstæppe, der er nogle derovre", og så gjorde min veninde det. Tak til den fremmede dame. Da det hele var købt, fik vi os lige en pølse med brød for en femmer. Ikea er nu et dejligt sted, de svenskere kan sgu noget.
Resten af gaveindkøbene skete over to gange i Frederiksbergcentret. Jeg fik også lige købt det sidste af gaven til min veninde, som jeg skal til fødselsdag hos i morgen. Det blev et lædersløjfearmbånd fra Pieces sat ned til 40kr. Det var lige før jeg købte et selv, men jeg holdt mig i skindet. For resten har jeg lige et tip, hvis man skal købe noget i Fona i Frederiksbergcentret: gå nedenunder og betal! Det er helt åndsvagt, for ovenpå er der verdens længste kø, men nedenunder kom jeg til med det samme.
Når jeg nu er i gang, kan jeg fortælle at kæresten og jeg har 6 ½ årsdag i dag. Det er ikke noget vi går op i. Til gengæld synes jeg at det er lidt sjovt, at vi stadig skriver sukkersøde godnatbeskeder til hinanden til trods for, at vi har været sammen så længe og egentlig også har boet sammen i 3 ½ år. Sådan er der jo når man bor i en anden landsdel end familien og er hjemme på besøg. Det er også lidt mærkeligt at vi er blevet så meget ældre, det er alligevel lidt tid siden jeg var sytten...
Til lykke med årsdagen! :o) Det er nu også meget hyggeligt at sende søde kærestebeskeder, hvis man er langt væk fra hinanden. Dejligt, du (næsten) er færdig med gaveræset.
SvarSletTak, selvom det kun er halvårsdag ;) og tillykke til dig også, jeg fik vist slet ikke skrevet. 11 år er jo lang tid! ;)
SvarSlet- Vibeke