Sider


Viser opslag med etiketten Modeblade. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Modeblade. Vis alle opslag

mandag den 18. juli 2011

Dagens optur...

...må være at finde Harper's i postkassen, når man kommer hjem sin nyindkøbte frokostsushi (Letz sushis mandags makier til en halvtreller), og så de røde negle jeg skal have senere (der er faktisk en optur mere, men det må komme senere). Har I haft nogle opture i dag?

Nu er det dog ikke sådan, at jeg bare har siddet og smovset og læst magasiner hele dagen, jeg har haft travlt med at vaske en masse tøj, hænge det til tørre, lægge tørt tøj på plads, rydde op, vaske lidt op og købe ind, det er nemlig første rigtige feriedag, hvor kæresten er tilbage på arbejde igen, og jeg tænkte, jeg hellere måtte være lidt solidarisk og få lavet lidt. Jeg tror også, jeg bliver sindssyg, hvis jeg bare skulle fede den i knap halvanden måned.

søndag den 17. april 2011

Smukt eller usmageligt?

I går dumpede Eurowoman ind af døren. Jeg ville gemme det til sommerhusturen i morgen, men jeg bladrede lige igennem og faldt over denne fotoserie. Jeg må indrømme at jeg synes det er lidt grænseoverskridende at se et styk model i kort kjole slænge sig over en grav. Jeg synes faktisk det er lidt usmageligt, og jeg gad godt vide om de har spurgt famlien til Rodriguez Mayorga (1990) om lov, inden de satte modellen på graven.

Jeg synes egentlig ikke, man skal være så bange døden og gravsteder - i gamle dage tog folk i byen ud og holdt picnic på familiegravstedet (det var det eneste jord de havde), og en kirkegård behøver ikke være død, jeg går selv ofte tur på Assistensen på nørrebro. Jeg synes dog stadig, at man skal have respekt for de døde og ikke mindst deres familie. Eurowoman må i hvertfald godt lade være med at sætte en model på min farmor og farfars grav på Assistensen. 

Jeg tror egentlig mit problem er, at det virker som om, at der ikke er blevet tænkt over, at det er en kirkegård, fotoserien er lavet på. Den er valgt pga. de fine farver. Hvis der havde været et dybere budskab omkring døden og de farvestrålende gravsteder, ville jeg måske kunne havde set det som en interessant fotoserie, men det skinner bare så meget igennem, at kirkegården bare var en enorm fin "location" til shootet. Man kunne lige så godt have sat modellen ethvert andet farverigt sted.

Det er bare ikke godt for modens image, når det hele er så meget ude af kontekst og fuldstændigt distanceret i forhold til resten er verden. Det er ikke fordi, at moden skal være dyb og tage stilling en masse etiske og polistiske spørgsmål, men den bliver så ufattelig overfladisk og ligegyldigt, hvis ikke man perspektiverer til livet.

søndag den 20. februar 2011

Kaos vs orden

Lige et før- og efterbillede fra da mine magasiner kom på plads. Jeg havde egentlig valgt at smide en del af dem ud, da vi skulle flytte  - bl.a. fordi de er pisse tunge og ikke sjove at slæbe på. Nu kom de så med til Kbh alligevel, jeg havde svært ved at smide dem ud, jeg finder stadig inspiration i dem og der er altså også for mange penge. Så nu er de sorteret og lagt på hylder. Den meget opmærksomme læser vil bemærke at jeg ikke har fået malet hylderne som jeg ellers har planlagt, det kommer dog lidt efter lidt, når vi er kommet mere på plads.  

tirsdag den 18. januar 2011

I aften...

I aften skal jeg læse blade (som kom ind af døren forleden), eller jeg skal vist kun kigge billeder, så hovedet kan slappe lidt af. Nicole Kidman får man vist aldrig ondt i hovedet af at kigge på, højst lidt i maven af misundelse ;) Hun bliver forresten interviewet af Jennifer Aniston inde i bladet - ikke dumt Ellers skal der lakeres negle og spises superflyers. Jeg køber aldrig selv superflyers, men de er der hver gang, jeg er "hjemme" på besøg hos mine forældre i Kbh, som jeg er lige nu. Det er dog snart slut med det, for nøglerne på billedet passer til kæresten og min nye lejlighed nogle opgange væk, som vi overtager 1. februar, og som jeg har underskrevet købsaftalen på her til aften. I morgen skal vi ned og kigge på den igen og få målt lidt op (det har vi nemlig fået lov til).  

fredag den 10. september 2010

Om lidt: Harper's og lak

Om lidt, når jeg lige har taget lidt opvask (øv), vil jeg kigge i mit nye Harper's Bazaar med smukke Jennifer Aniston på forsiden og lægge mørkelilla neglelak (yay). Jeg glæder mig til at kigge på alle de smukke billeder af Jennifer, som jeg har set lidt på nettet. Harper's er også en ordentlig krabat denne gang, sikkert fyldt med reklamer, men det overlever jeg til 12,50kr pr magasin.

Senere tager jeg toget til Kbh, for at tage til Marienlyst til hyggeligt familiehalløj lørdag og søndag. Jep jeg kommer godt rundt i DK. Jeg regner med at tage det mobile bredbånd med, så I slipper ikke for mig. Til gengæld forudser jeg, at "dagens" nok bliver lidt mere interimistisk, når nu kæresten ikke lige kan tage det med spejlreflekskameraet.

mandag den 5. april 2010

Harper's BAZAAR

Nu er jeg kommet hjem fra sommerhus til lejlighed sammen med kæresten. Det er rart at være hjemme. I postkassen lå der mit Harper's med smukke Demi Moore på forsiden, som jeg bestilte tilbage i februar. Jeg har kun kigget på billeder indtil videre, men det ser godt ud! Jeg glæder mig til det ligger i postkassen hver måned!


søndag den 4. april 2010

Det er ikke skjult reklame...

... men det er heller ikke klædeligt, når et blad som Costume bringer den ene reklame efter den anden, der helt bevidst forsøger at skjule. at det er en reklame, så meget det nu er lovligt muligt. Jeg nåede faktisk at læse to annoncer, før det gik op for mig, at det var reklame. Der stod rigtig nok Annonce oppe i hjørnet, men det står jo på samme måde, som der står Shopping eller Min stil, og jeg lægger ikke rigtig mærke til de andre. Layoutet er det samme, og det er en efterligning af magasinets aktikler (eller hvad man skal kalde det). På billeder nedenunder er de tre reklamer fra Costume. Billede nr 2 viser både Costumes eget indslag samt en reklame. Det nederste billde er også Costumes eget indsalg til sammenligning.

Hos bloggerne har der været store diskussioner om både skjulte reklamer og alm reklamer, og mange bloggere(og læsere) er meget bevidste om det nu. Derimod ser man ikke diskussioner om modemagasinerne. Min kæreste har altid sagt, at mademagasiner bare er en stor reklame, og nogle gange kan jeg faktisk godt forstå ham. Tænker du over det, når en "såkaldt" ekspert fx en make up artist anbefaler et produkt eller flere og det stammer sjovt nok fra samme mærke alle sammen? Eller når en butiksejer vælger sine farvoritter ud, som man snart nok kan købe i hendes butik. Og hvordan kan det været at cremerne, mascaraerne eller lipglosserne altid er fantastiske på hver deres måde? Nu er vi blevet gode til at tænke over reklamer på blogs, så skal vi bare til at være lidt kritiske, når vi læser modemagasinerne.









torsdag den 1. april 2010

Vintage Alt for damerne

Jeg har siddet og kigget i disse fine gamle Alt for damerne fra 1953. De er købt her på øen hvor min forældres sommerhus og stammer fra en gammel købmandsbutik. Desværre er der sat nye prismærker på, som man ikke kan fjerne. Det var godt nok en anden tid dengang. Klik på billederne for at se dem i større udgave.











søndag den 7. februar 2010

For 150kr Harper's Bazaar

Så fik jeg lige bestilt et års abonnement på Harper's Bazaar US til $28 (ca. 150kr). Jeg har faktisk overvejet det et helt år, men nu fik jeg endelig taget mig sammen, dengang skrev jeg for resten et indlæg om abonnementer på udenlandske magasiner. Det ville nok ikke være mit ultimative magasinvalg, men til prisen er det jo fantastisk, og det er lidt hyggeligt, når der dumper et blad ind en gang om måneden. Engang havde jeg Elle US, og det var jeg også ret glad for - indtil portoen blev mega dyr. Jeg stod lidt og vaklede mellem Haper's og Marie Claire (som også koster $28), begge blade fik jeg købt, da jeg var i New York, og Harper's trak bare lidt mere. Du kan finde Harper's, Marie Claire samt andre magasiner her

Billede fra hearstmags.com

fredag den 11. december 2009

Ikke rigtig Fashionista-fan

Det er ikke så lang tid siden jeg skrev om modemagasinernes død, nu er det gratis online magasin fashionista by Costume komme på gaden (eller hvad man kan sige). Jeg læst på flere blogs nu at folk er begejstrede for magasinet og så sidder jeg tilbage og tænker "er jeg virkelig den eneste der ikke er fan og ikke forstår hypen", for mig virker det mest som endnu et overlevelsesforsøg. Jeg kan dog læse på dSeneste, at jeg ikke er helt alene.


Jeg kan godt lide, at det prøver noget nyt, men jeg synes også bare, at det falder helt til jorden. Jeg synes indholdet er tamt. Det er de samme ligegyldige ting som magasinerne bruger til fyld, og de ting der står, har jeg enten læst i magasiner før (måske endda for flere år siden) eller på blogs. Jeg kan heller ikke se det fede i, at jeg skal sidde selv og sammesætte tingene - ihvertfald ikke når jeg sidder og læser et magasin. Det vil jeg langt hellere gøre, når jeg har hentet inspirationen i magasinerne og hygger med min blog.


Man kunne da så mene at bare fordi, det ikke er bedre end så meget andet, så kan man da godt læse det, det er trods alt gratis. Tja, men jeg bliver bare så irriteret af reklamerne og talende redaktør, at jeg bliver mere frustreret end inspireret. Jeg vil holde mig til blogs fremover. Nå ja, så ville jeg nok også have valgt et andet navn, fashionista er da et af det mest brugte ord inden for den genre...

søndag den 22. november 2009

Modemagasinernes død?

Det er nok ikke første gang, at nogen har skrevet at modeblogs vil overtage modemagasinernes plads. Der er gratis, tilgængelige og har nyhederne med det samme. Jeg har før tænkt, at blogs ikke kan udfylde magasinernes rolle, og de var et suplement ikke en erstatninng. Sagen er bare, at nu har jeg erstattet magasinerne med blogs.


Da jeg gik i gymnasiet, købte jeg hver måned Eurowoman og Costume og nogle gange også Cover. Jeg vidste præcis, hvornår de udkom, og jeg købte dem hos en kiosk på vej hjem fra skole, da han havde dem allerede onsdag. Så gik jeg hjem og slugte dem. Da jeg flyttede hjemmefra, købte jeg også mindst et magasin om måneden men oftest to eller tre, og min ringede og spurgte, hvilket et jeg ikke havde, så hun kunne købe et til mig, når jeg kom hjem på besøg.


I dag ser det helt anderledes ud. Jeg aner ikke, hvornår de forskellige magasiner udkommer, og det seneste jeg har, fik jeg af kæresten, fordi jeg var syg, og jeg bad ham købe et af dem, der var sat ned til 30kr. Det var lige meget, hvilket han købte, for jeg havde ingen af dem...


Jeg synes bare, at modemagasinerne i dag ikke har noget at give mig, som jeg ikke kan få på modeblogs og andre steder på nettet. Jeg ved faktisk ikke, hvad magasinerne har at give mig mere. Man skulle tro, at der i det mindste var nogle gode og interessante artikler - der er da nogle journalister, og det ser man ikke så meget på blogs. Det er bare utroligt sjældent, at jeg falder over en interessant artikel i et modemagasin. De er allesammen så overfladiske og ligegyldige, og handler om de samme personer, mærker og emner, og eftersom jeg har læst modemagesiner i 7-8 år, så har jeg læst artiklerne. Ærligt talt synes jeg, det er mere interessant at læse om en hvad teenagepige fra provinsen mener, end de artikler jeg finder i magasinerne, dér er da i det mindst nogle tanker bag.


Så er der jo også det med prisen. Når jeg kigger på alle mine magasiner (på nær dem min søster har smidt ud!), så kommer jeg til at tænke på Carrie i SATC, da hun kommer frem til hvor mange penge hun har købt på sko, som hun kunne have fået noget lejlighed for. Det er lige før jeg skulle lave en lille opsparing, hvor jeg lægger penge til side, som jeg ellers (engang) ville købe magasiner for. 100-200kr om måneden, det kunne give et godt køb efter et år. Ellers er der også mange ting at købe på ebay og i H&M til en halvtreller, specielt når man lever et discountliv.


Ja, jeg vil ikke spå om modemagasinernes fremtid, men jeg kan da konstatere, at de har mistet en ellers trofast læser til modebloggerne.

fredag den 6. marts 2009

Online modemagasiner

Når jeg læser modemagasiner er det hovedsagelig for at blive inspireret af alle de ting jeg ikke selv kommer i nærheden af. Nu har jeg fundet en ny måde at blive inspirret uden det koster 50kr blad: Online modemagsiner! Jeg er kommet frem til nogle stykker som jeg gerne vil dele med jer.

Mit yndlings indtil videre er Canvas der er mange smukke billeder og fotoserier og så er der ingen reklamer.


fra canvasmagazine.net



Et andet er det portugisiske blad PARQ, som er på potugisisk men der er en engelsk oversættelse i bladet. Der er reklamer i og henvender sig til begge køn.


fra pagmag.com


Finch har også nogle meget smukke fotoserier og jeg tror det er et nyt blad men meget fint.

fra finchmagazine.com



Jeg er også faldet for H magazine der er spansk. Jeg tror ikke der er engelsk oversættelse, men jeg har kun kigget på billederne.

fra hmagazine.com

Der er helt sikkert flere gode magasiner derude så hvis du kender et må du gerne sige til!

søndag den 1. marts 2009

Lidt galde...

En af grundene, til jeg startede den her blog, var, at jeg gang på gang er blevet skuffet over de danske modeblades budgetsider, såsom Budgetfund og Sidst på måneden. Jeg er godt klar over, at resten af bladet kan bruges til "inspiration", men budgetsiderne burde indeholde ting som jeg havde råd til. I hvertfald hvis budget henviser til, at man har et stramt budget og ikke et budget med masser af penge til at shoppe, men det kan jo være, at det er her, det går galt.



I torsdags fik jeg Eurowoman, generelt var bladet godt, og Stine Goya var gæsteredaktør og hun gjorde det godt. MEN jeg bladre om til Budgetfundsiden og hvad finder jeg? To ting ud af de otte på siden kostede under 500 kr, og fem af tingene kostede over 1000 kr. Jeg var rigtig skuffet. Man skulle tro, at det var de lidt billige ting, man finder her, men priserne er ikke mindre end i resten af bladet. Der er nogen der får penge for at finde de ting. Jeg kan ikke undgå at have følelsen af, at de lige bruger fem minutter på at finde noget helt tilfældigt.


Men jeg kan jo tage fejl. Det var faktisk en hel artikel om, hvor meget blod sved og tårer det kræver at finde en kjole, man kan bo i hele sommeren til under 1500kr på en uge. Det må være, fordi jeg er ung og fattig, at jeg ikke kan se hvori udfordringen ligger.

Det skal lige siges, at jeg ikke ville være så skuffet, hvis ikke det var fordi jeg så godt kunne lide Eurowoman ellers. Jeg har også prøvet at købe andre blade, der generelt henvender sig til folk med et mindre budget, men så forsvinder en del af moden ud af det. Jeg er den eneste der er skuffet? Og skal jeg bare være glad for, at jeg ikke har et problem med at finde tøj til under 1000kr?

torsdag den 19. februar 2009

Udenlandske magasiner

Nå nu jeg er ved de der blade:
For lidt over et år siden tegnede jeg abonnenment på amerikansk Elle. Jeg fik 14 numre for 32$, (ca 13 kr pr nummer) og jeg har været godt tilfreds med det. Desværre er har de sat porton op fra 20$ til 63$, og så er det jo ikke så godt tilbud. Men nu har jeg fundet nogle andre gode tilbud:


Man kan få 12 numre af Harper's Bazaar(US) eller Marie Claire(US) for kun 28 $ (ca. 165 kr). Det er noget af en besparelse specielt når man sammenligner med at jeg på en dansk side fandt de samme abonnementer til hhv. 840 kr og 660 kr.
Begge blade udgives af Hearst, og du kan finde dem samt andre billige abonnementer her


Amerikansk og Britisk Vogue er noget dyrere, men stadig meget billigere end hvis du skulle købe det i kiosken, man kan nemlig få 12 numre Amerikansk Vogue for 70 $ (ca 415 kr). Jeg rodede lidt rundt i det, man du kan få det her. Britsk Vogue fås for 80 £ (ca 680 kr) for 12 numre her.

Er man stadig interesseret i Elle (US) trods højere priser kan man få 12 numre af Elle (US) for 73 $ (ca. 430 kr) her og man kan få 12 numre af Elle (UK) for 57 £ (485 kr) her

Der er selvfølgelig en masse andre gode tilbud derude, reglen er at man ikke skal tegne abonnement på de danske sider men direkte fra forlaget.


Jeg tror næsten, jeg skal have et abonnement på Harpers' Bazaar, når mit Elle udløber. Jeg har ikke rigtig læst det før, så hvis der er nogen, der har, må I gerne anmelde det.

onsdag den 18. februar 2009

Hjælp, pladsmangel!

Jeg mangler plads til mine modeblade! Jeg rydddede op i dem i weekenden. Bagefter kunne jeg konstatere, at jeg i gennemsnit køber 2,5 blade om måneden (dog inkl mit billige US Elle abonnement som snart ophører), men endnu værre: jeg har ikke plads til flere blade.


Lige nu ligger de i tre bunker på en reolhylde, men de støder på hylden ovenver. Desuden har jeg aldrig været vild med den måde at opbevare dem på, det er besværligt et tage et blad fra midten af en bunke, og man kan ikke se nogle af de smukke forsider. Så nu har jeg indledt jagten på den perfekte måde at opbevare blade.

Hvordan opbevarer du dine blade? Skriv endelig hvis du har en god løsning, eller hvis du har samme problem.

Her til sidst får i lige yndlingsforsiderne:



BILLEDER/PICTURES

Medmindre andet er angivet tilhører billederne på denne blog mig. Billeder jeg ikke selv har taget bliver krediteret i relevante indlæg. Har jeg lånt et billede fra dig, som du ikke vil have jeg bruger, så send en mail. Hvis du låner billeder fra denne blog, så vær venlig at krediter

Unless else is stated the pictures belong to me. The pictures that do not belong to me will be credited in the relevant post . If you do not want me to use a picture that belongs to you, please send a email. If you borrow pictures from this blog, please credit.