I går var kæresten og jeg til Flaming Lips koncert. Jeg har nævnt dem på bloggen et par gange før, for de er virkelig mit yndlingsband, og så er de verdens bedste koncertband. De er virkelig et band, man burde se live.
Når vi nu er ved burde se, så var de ikke særlig mange til koncerten i går og til dem, der overvejede at tage til koncerten i går men ikke gjorde det:
1. Tak! Der var ikke flere mennesker, end at vi endte med at stå helt oppe forrest ca 3 m fra Wayne Coyne.
2. I burde virkelig ærge jer, det var en helt fantastisk koncert, og I gik glip noget af noget utroligt.
Ja, der ikke mange mennesker til koncerten i går, specielt ikke når man tænker på, hvor stort et band the Flamings Lips egentlig er, men det betød også bare, at det blev en rigtig fest, og det var muligt at komme helt tæt på og være en del af det hele.
Koncerten startede med et opvarmningsband, der hed Stardeath and White Dwarfs, og de gjorde det ret godt, starten var helt vild, med blinders og stroposkop og røg, så man i et øjeblik overvejede om, man havde mistet synet. De havde en god energi, og jeg kunne ikke stå helt stille. Normalt går jeg ikke op i opvarmningsband, men når hele Flaming Lips står ude i siden og kigger på, og Wayne står og synger med og spiller lufttrommer, så var jeg også ekstra på.
Selve koncerten startede med, at bandmedlemmerne kom ud gennem en dør en storskærmen, og til sidst trillede Wayne ud over publikum i sin kæmpe ballon. Inden havde han bedt folk om at stille sig tættere, så det var muligt, vi var jo ikke så mange, og så trillede han ud over os. Og så gik showet ellers i gang - for det er jo det, det er - et show. Det er en total oplevelse, alt fra scene og instrumenterne og scenefolkene som alle var orange, til de danselam(?) i siderne, til konfettikanoner, store balloner og kæmpe balloner, Wayne der kastede rundt med konfetti og røg fra den bærbare røgkanon. Lyden var god, jeg fik ihvertfald ikke kilden i ørerne, som jeg for det meste gør, og man kunne sagtens høre vokalen. Der var alle de numre, man kender, hvis man har hørt Flaming Lips før, og nogle fra det nye album, som faktisk fungerede ret godt, når nu, de ikke som sådan var sing a longs.
Hvis ikke man har oplevet en koncert med the Flaming Lips, kunne man være tilbøjelig til at mene, at konffetti osv bare er fyld og billige tricks, som et hvert band kunne bruge, sådan er det bare ikke. Måden og glæden det bliver gjort på og hele forholdet med bandet og publikum gør, at det hele bliver magisk, og den bedste koncertoplevelse muligt. Jeg vidste, at det ville blive fantastisk men ikke så fantatisk. Jeg sitrede under hele koncerten, og selvom jeg hen mod slutningen, desværre blev lidt svimmel, og måtte gå lidt lidt længere væk, kunne jeg lige sætte mig ned - stadig meget tæt på - og hvile mig, og så var jeg klar igen. Seks stjerner herfra ,tak for en fantastisk koncert.
Lige et par ord om billederne, de er selvfølgelig ikke så flotte som professionelle, men når man tænker på, at de er taget med 5 megapixels mobilkameraer, og vi også var igang med at nyde koncerten, så synes jeg faktisk, de fint viser, hvor tæt vi var på, og hvor god koncerten var, men jeg har jo også alle minderne derfra.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar