Armadillo

I dag tog kæresten og jeg spontant i biografen for at se Armadillo, som vi begge meget gerne ville se. Det var der ikke så mange andre, der gjorde, så det var kun os og én mand i biografen. Filmen var rigtig god, den er flot lavet. På trods af flotte farver og god klipning, så glemte man ikke, at det var en dokumentarfilm, og det var vi faktisk begge ellers lidt bekymrede for.

Før jeg fortsætter er det vist kun fair at fortælle, at jeg er ret meget mod krig  - ikke fordi jeg blåøjet mener, at vi alle sammen skal være gode venner, men jeg synes virkelig, det bør den sidste løsning, og vi lever i en tid, hvor det bør kunne undgås det meste af tiden. Jeg er ikke pårørende til soldater i krig og jeg kunne aldrig drømme om selv at drage i krig. Bare lige så I ved, hvilke øjne der har set filmen.

Jeg synes filmen giver et rigtig godt indblik i soldaternes hverdag, og hvordan det er at være i krig. Det er lidt vildt, når de er ude på patrulje og pludselig må kaste sig ned, fordi der blev skudt på dem. Det er ubehageligt at høre en soldat fortælle en anden, hvordan han måtte samle en af sine kammerater op i stumper. Det føltes så forkert at se børn (og kvinder) flygte midt i det hele, fordi soldaterne og taleban var i kamp. Det var heller ikke behageligt at se de døde talebanere, og det er slet ikke rart at se dem og så tænke, at det var godt de døde, for man er jo ikke i tvivl om, at hvis ikke de mennesker var døde, så var de danske soldater det. På den anden side, så er det også min oplevelse af hvordan krig er, og hvorfor jeg er i mod det. Hvis man forestiller sig krig, som den man se i nyhederne ville det være en god idé at de filmen. 

Mht til den debat der har været om filmen og visse udtalelser, så synes jeg næsten det hele giver fin mening, når man ser filmen. Hvis jeg var i krig, kunne jeg have sagt/gjort mange af de samme ting. Selvom jeg er modstander af krig generelt...

Alt i alt var det som jeg skrev en rigtig god dokumentarfilm, som jeg helt klart vil anbefale jer at se